Ny naturparksformand inviterer på bobler, gopler og ”tattoos”

Den nye formand for Naturpark Lillebælt Christian Bro inviterer til nytårskur onsdag den 30. januar. Her vil det samlede naturparkråd lade sig ”tatovere” med parkens logo for at skyde det nye natur-år godt i gang.  

Naturpark Lillebælt kan nu se tilbage på det første år som naturpark og frem mod et hav af nye oplevelser for borgere og turister i Lillebæltsområdet. I år er det Fredericia-politiker og miljø- og teknikudvalgsformand Christian Bro, der sidder i formandsstolen for Danmarks største marine naturpark. Den nye formand er vært ved Naturpark Lillebælts nytårskur, hvor han vil fortælle om de projekter, som er på vej til området.

 ”I mit formandskab vil jeg især lægge vægt på at få involveret så mange frivillige kræfter som muligt, så vi sammen kan udvikle naturparken med mere natur og flere oplevelser. Vi kan jo se, at vores aktiviteter smitter positivt af på foreningslivet. Det er blandt andet lykkedes lokale foreninger i naturparken at rejse penge til både vinterbadere, kajakroere og vandrere, netop fordi placeringen i Naturpark Lillebælt er så enestående, ” siger Christian Bro, som overtager formandsposten efter Eea Haldan Vestergaard fra Kolding Kommune.

Christian Bro Naturparkformand 2019

 

 

 

 

 

 

Et af de projekter, som er på tegnebrættet er tre nye naturrum omkring Lillebælt. Her vil borgere få mere viden om det konkrete sted, de befinder sig på, ligesom de bliver inviteret til at se de øvrige naturperler, der ligger lige om hjørnet. Det er målet med projektet, at borgere og turister skal få endnu mere lyst til at gå på opdagelse i områdets særegne natur.

Fakta: Om Naturpark Lillebælt

  • Naturpark Lillebælt er et samarbejde mellem Fredericia, Middelfart og Kolding Kommuner og er Danmarks største marine naturpark
  • Naturpark Lillebælt er på størrelse med Langeland og strækker sig fra Trelde Næs til Hejlsminde
  • Naturrådet under Naturpark Lillebælt arbejder for at formidle områdets storslåede natur, og samtidig bidrage til, at flere – lokale og turister – får glæde af naturen.

Læs mere om naturparken her: https://www.naturparklillebaelt.dk/

 

Yderligere oplysninger:

Formand for Naturparkrådet: Christian Bro, christian.bro@fredericia.dk Tlf. 2085 0192

Naturparksekretær: Niels Ole Præstbro niels.olepraestbro@middelfart.dk Tlf. 2974 3766