Odderen (gen)indtager Fyn

Artikel af Mads Syndergaard, Jordbrugsteknolog, Natur&Miljø

Indtil midt i det tyvende århundrede var hele Danmark hjemsted for en livskraftig, men diskret bestand af oddere.

Som nataktive dyr var de derude, men det var ikke mange mennesker der mødte dem, faktisk så man dem mest når de dukkede op som druknede bifangster i fiskeruserne. Fiskerne har helt sikkert været sure på dem, for indtil Nylon™ blev opfundet, kunne odderne selv gnave sig ud af ruserne, der således blev ødelagt.

Op gennem 1900-tallet gennemgik vore ferske vande en dramatisk forringelse, som følge af spildevandsudledninger fra husholdning og industri, og ikke mindst næringsstofoverskud fra landbruget. Det førte til stærkt forringede levevilkår for fiskene i vores søer og vandløb, og eftersom oddere lever af fisk, var de lige så hårdt ramt. I praksis blev odderen formentlig udryddet på Fyn omkring 1960; der findes i hvert fald kun sporadiske rapporter om oddere på øen i perioden fra ca. 1960 og frem til midten af nullerne.

Omkring 1980 var odderne trængt tilbage til en lille bestand i den nordvestlige del af Jylland, men siden dengang er det heldigvis gået den modsatte vej. Forbedret spildevandsrensning og større opmærksomhed omkring industriudledning har fået mange af vores vandløb til at ”springe til live” igen, og opmærksomhed omkring oddernes skæbne har ført til etablering af talrige faunapassager under trafikerede veje, først i NV-Jylland, siden i resten af Jylland. Odderne blev totalfredede i 1967, og fiskere i odderområder blev pålagt at forsyne ruser med spærreriste, for at undgå at de tilbageværende dyr druknede som bifangst i ruserne. Det har alt sammen medført, at odderbestanden har oplevet et dramatisk comeback i Jylland. Den er nu så stor, at den kan levere et tilstrækkeligt bestandsoverskud til at kolonisere nærområdet, herunder ikke mindst Fyn.

De første spæde tegn på oddere på Fyn dukkede op omkring 2007, i Odense Å systemet. I dag ved vi at disse dyr med stor sikkerhed er kommet vandrende fra Jylland, så de er svømmet over Lillebælt for at komme så langt, og har dermed helt sikkert også været til stede i Fyns nordlige og vestlige kommuner. Man fandt dem bare aldrig, sikkert bl.a. fordi der ikke var nogen der ledte. Det er nok så typisk at de første fund var trafikdræbte dyr; altså fund der ikke skyldtes eftersøgning, men var helt tilfældige.

I 2017 gennemførte Naturstyrelsen en større, målrettet eftersøgning på Fyn, og fandt sikre beviser (ekskrementer) på ikke mindre end 28 forskellige lokationer på øen. Og i første halvår af 2018 har jeg selv, som et led i min uddannelse til Jordbrugsteknolog på Erhvervsakademiet Lillebælt, gennemført en eftersøgning i Middelfart Kommune. Undersøgelsen har haft fokus på de steder i kommunen, hvor der er størst risiko for konflikter mellem odder og biltrafik, altså i praksis de steder, hvor trafikerede veje krydser vandløb og vådområder, hvor der KUNNE være oddere. Resultatet har været overvældende; på ikke mindre end 10 ud af 15 undersøgte lokationer har jeg fundet beviser på oddertilstedeværelse, og det er kun ved de store, stærkt trafikerede veje i kommunen. Derudover har vi kendskab til oddere på en del flere lokationer, hvor risikoen for konflikter med biltrafikken er meget mindre, så samlet set er der ingen tvivl om, at odderne i dén grad er kommet hjem til Fyn igen – de er så at sige ”overalt”, men vi ser dem ikke, for de er sky, nataktive dyr, der vil gøre meget for at holde sig under radaren.

I den brede befolkning forveksles odderen tit med bæveren, men der er grund til at understrege, at oddere IKKE fælder træer eller bygger dæmninger – faktisk opdager man kun deres tilstedeværelse i landskabet, når man meget opmærksomt afsøger mudderbanker efter de karakteristiske spor, eller finder deres ekskrementer på sten og andre højtliggende steder i vandløbene – disse fund er til gengæld velkomne highlights på enhver ekskursion, for selvom vi ikke ser dyrene, er der alligevel en stor glæde ved at vide at de ER derude, og at de tilmed er et uafviseligt tegn på, at vores ferske vande trods alt har fået det bedre i de senere år.

http://www.kongeaastien.dk/da/content/spor-fra-odderen kan du lære, hvordan du selv kan spore odderne i dit nærområde, og på nedenstående lille video kan du se nogle af de fynske oddere i aktion, på vej under veje i Middelfart Kommune.