Et sandt tilløbsstykke.

Kolding Kommune har haft fem succesfulde naturture i starten af sommerferien – én kystvandringstur og fire strandsafari-dage på kommunens fire blå flag strande.

Kystvandringen foregik med rundvisning og formidling langs kysten fra Løverodde Strand til Paradisbugten og op gennem den istidsformede Nørreskov og tilbage til stranden.

kystvandring

Som et lille ekstra krydderi, var de 10 deltagere så heldige at få et glimt af grævlingen, som lige stak hovedet frem fra et levende hegn.

Strandsafarierne foregik på Binderup Strand, Løverodde Strand, Hejlsminde Strand og Grønninghoved Strand. På fire dage kom der i alt ca. 170 super aktive børn, forældre og bedsteforældre.

Unge som gamle smed skoene, smøgede buksebenene op og gik på jagt efter rejer, krabber, vandmænd, tangnåle og små fisk udstyret med rejehove, fiskenet og spande.

Sammen kiggede vi på og snakkede om ”fangsten”, som blev samlet i et stort rørebassin.

En stor succes var, da vi smagte på de lækre rejer, som blev tilberedt på trangia.

Også krabberne fik en tur i den store krabbekoger, og trods den begrænsede størrelse på kløerne, fik mange smagt det lækre krabbekød.

Og når nu krabberne alligevel havde ladet livet for de gourmet-hungrende børn og voksne, kunne man jo lige så godt lige åbne ind til de mere intime dele for at se om det virkeligt er rigtigt, at en han-krabbe har to tissemænd.