Marsvinejagt

Jagten på marsvin foregik i Gamborg Fjord ved Svinø. Marsvinetran kogt af spækket blev primært brugt til lampeolie, men også til olietøj og imprægnering af tovværk mv. Middelfarts marsvinejægere på 30 mand var organiseret i et kongeligt privilegeret lav fra ca. 1593 og frem til 1898. Gamborgs bønder havde dog også lov til at fange marsvin om lørdagen fra 1574 til 1833, og der blev også fanget marsvin af Skærbæk-fiskerne. Marsvinefangsten minder meget om den grindefangst, vi i dag kender fra Færøerne, hvor man driver dyrene ind på lavt vand. Her fangede man dem i net og stak dem ihjel. Fra bådene slog man med en kæp på vandet for at skræmme dyrene i den rigtige retning. Marsvinene blev bragt til sildemarken ved Gl. Havn, hvor man kogte tran. Fra 1822 blev de fragtet til Teglgården i stedet og i 1827 fik man et egentligt trankogeri, i daglig tale kaldtes det Middelfart Gasværk pga. lugten. Tran blev leveret helt til Odense til brug i gadelamper. Som man fik andre belysningskilder forsvandt behovet for tran sidst i 1800-tallet og ligeså forsvandt marsvinejagten. I dag er marsvinet fredet og har været det siden 1967.

Læs meget mere her eller besøg Middelfart Museums marsvineudstilling i Henner Friisers Hus.

Marsvinefangst på land ved Teglgården

Marsvinefangst på land ved Teglgården